fbpx

5 Facts om hunderacen Corgi

5 Facts om hunderacen Corgi

Foto: Pexels

Fem facts om hunderacen Corgi. Corgi er med tiden blevet mere og mere populære, men det er nu heller ikke så mærkeligt. Begge corgiracer er søde og intelligente hunde, der har mange egenskaber.

1. Corgi betyder “dværghund”

Corgien stammer fra Wales og har altid været en meget populær race i Storbritannien. Den engelske dronning Elizabeth havde 7 corgier og har haft racen, siden hun var ung. På walisisk betyder “cor” dværg og “gi” betyder hund. Derfor siger vi egentlig “dværghund”, hver gang vi siger corgi.

2. Corgier gør meget – men er alletiders vagthunde

Mange hunderacer gør meget, og corgien er ikke en undtagelse. Overvejer du at få en corgi, er det selvfølgelig noget, der skal tages med i overvejelserne. Det er dog på nogle punkter også en god egenskab, da corgien netop derfor er en god vagthund.

Før i tiden blev corgien brugt meget som hyrdehund, hvor den havde til opgave at alarmere hyrden, hvis noget ualmindeligt var på færde. Derfor er det ikke usandsynligt at din corgi gør, hvis den ser folk komme op mod hoveddøren, gå på dit fortov, eller hvis der sker noget, den generelt ikke er vant til.

3. Pels og pleje

Corgier har en helt speciel pels, nemlig en dobbeltlagspels, der gør, at de kan modstå næsten al slags vind og vejr. Men den prægtige pels har sin pris, da en dobbeltlagspels også fælder dobbelt.

En corgi fælder både underuld og yderpels to gange årligt, og derfor vil du til tider kunne finde en del hår rundt omkring i dit hjem, hvis du deler det med en corgi. Du kan forebygge det meste af fældningen ved at børste din corgi grundigt hver dag i de perioder, hvor den fælder.

På grund af corgiens korte ben vil du også ofte opleve, at din corgi bliver våd på maven. Pelsen rammer jorden og bliver våd og snavset. Dette snavs bliver transporteret indenfor, hvis du ikke holder øje med det efter en gåtur.

4. Corgi er intelligent og social 

Corgien bruger en bred vifte af lyde, når den forsøger at udtrykke sig. Den har meninger og holdninger til ting, den er bestemt, og den holder ikke igen, når den forsøger at få din opmærksomhed.

Det er en intelligent hund, og det får du også at mærke, hvis du anskaffer dig en. Corgier er hurtige til at opfange forskellige adfærdsmønstre, og derfor vil den også være meget hurtig til at lære unoder.

Det kan være rigtigt nemt at lære din corgi kommandoer som at sidde, ligge og rulle – men lige så nemt, som det er at lære den det, lige så nemt vil det være for corgien at lære ting, du ikke ønsker. Den lærer hurtigt at huske, hvor du gemmer godbidderne, at du ikke kan fange den, når den løber fra dig uden snor, eller at du gav efter sidste gang, den tiggede ved bordet.

Corgier kan sagtens være alene hjemme og lider ikke som sådan af separationsangst, som andre hunde kan gøre det. Men når du er hjemme, vil din corgi hellere end gerne tilbringe sin tid i dit selskab.

Der er gang i corgien, som ville hade at blive efterladt i en hundegård, og det er næsten umuligt at lære en corgi, at den kun må opholde sig enkelte steder i huset.

Hvis det stod til din corgi, fulgte den dig overalt i huset og hjalp både til med madlavningen, tøjvask, og hvad ellers den måtte få lov til. En corgi vil følge efter sin ejer rundt i hele huset og foretrækker, at alle befinder sig i samme rum. Det er igen grundet corgiens gener som hyrdehund.

5. De gamle vikinger elskede corgien

Corgierne stammer som sagt fra Wales i Storbritannien, og racen siges at være blandt de ældste hyrdehunde i verden og over 3000 år gamle. Ligeledes findes der også fortællinger, der påstår, at corgierne skulle have ledsaget vikingerne tværs over havet, da de kom og bosatte sig i Wales.

Kilde: Idenyt

fb-share-icon

Relaterede indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *