fbpx

Er der forskel på hunde- og kattepersoner?

Er der forskel på hunde og kattepersoner?

Foto: Pexels

Er der forskel på hunde- og kattepersoner? I vores kultur har vi en bred opfattelse af, at mennesker, der foretrækker hunde og katte, har forskellige typer personlighed. Læs med i indlægget nedenfor, som er et uddrag af en længere artikel fra videnskab.dk

Myte eller Videnskabelig Opbakning?

“Er der forskel på hunde- og kattepersoner? Er det en myte, at der er tale om forskellige personlighedstyper, eller kan forskning bakke det op?”

” I forskningen kan man faktisk konstatere, at der er en sammenhæng med forskellige typer personlighed, og om man foretrækker hunde eller katte. Det sjove er, at det faktisk stemmer overens med vores kulturelle opfattelse af de typer,” siger Jesper Dammeyer lektor i psykologi ved Københavns Universitet.

Men forskellen mellem de to typer er mere end en kuriositet, fortæller Jesper Dammeyer. Forskellene rummer også nogle større perspektiver om, hvordan vi som mennesker er skruet sammen. Men inden vi når så langt, må vi hellere få helt styr på, hvilke forskelle der er tale om.

Forskelle

Genert, alvorlig, selvstændig vs. pragmatisk, pligtopfyldende, ekspressiv

Der findes faktisk et pænt antal studier, som har undersøgt forskellene i personligheden mellem folk, som foretrækker hunde eller katte.

Et amerikansk studie fra 2017 viste, at der er en række forskelle mellem hunde- og kattepersoner. I studiet deltog 418 bachelorstuderende, som både tog en personlighedstest og en såkaldt ‘kæledyrsundersøgelse’, hvorefter forskerne sammenlignede de to grupper.

  • Kattepersoner viste sig ifølge studiet at være mere selvstændige end hundepersoner. Kattepersoner scorede også lavere på ‘varme’ i deres omgang med andre mennesker, og de havde også et lavere niveau af ‘socialt mod’.
  • Derudover scorede kattepersonerne lavere på, hvor regelrette de var, hvilket forskerne kæder sammen med, at man er mindre tilbøjelig til at lade sig påvirke af sociale konventioner.
  • Kattepersonerne scorede også lavere på ‘livlighed’, altså var de mere alvorlige og tilbageholdende end hundepersoner.
  • Til gengæld scorede kattepersonerne højere på abstrakthed og følsomhed, hvilket ifølge forskerne betyder, at de er mere fantasifulde og sentimentale, hvorimod hundepersoner er mere rolige og pragmatiske.

Kattepersoner

Det fik samlet set forskerne bag studiet til at konkludere, at den gennemsnitlige katteperson lader til at være mere genert, alene, alvorlig, original, kreativ, sentimental og selvstændig.

Hundepersoner

Omvendt konkluderede de, at den gennemsnitlige hundeperson er roligere, mere pragmatisk, pligtopfyldende, socialt anlagt, gruppeorienteret og ekspressiv.

Det stemmer godt overens med et andet amerikansk studie fra 2010. Her brugte forskerne data fra en offentlig tilgængelig hjemmeside, hvor 4.565 deltagere havde taget en personlighedstest og svaret på om de identificerede sig som en hunde- eller katteperson, som begge eller som ingen af delene.

Her scorede hundepersoner højere på ekstrovertion, venlighed og samvittighedsfuldhed, imens kattepersoner scorede højere på åbenhed og neuroticisme – et personlighedstræk, hvor bekymringstendens blandt andet er dominerende.

“Så på de overordnede personlighedstræk kan man se forskelle på hunde- og kattepersoner,” siger Jesper Dammeyer.

Kilde: videnskab.dk

Læs også seneste på DogsJournal

fb-share-icon

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *