Glemmer hunden sine søskende og sin mor?

Glemmer hunden sine søskende og sin mor, når den forlader kuldet og flytter ud i sit nye hjem? Det er et spørgsmål, der næsten uundgåeligt melder sig, når man henter en otte eller ti uger gammel hvalp og ser den forlade den eneste familie, den hidtil har kendt. Menneskeligt er det nærliggende at forestille sig, at hvalpen husker sin mor og sine søskende resten af livet på samme måde, som vi husker vores egen familie. Hundens sociale verden fungerer dog ikke nødvendigvis sådan.

Forskning viser, at helt unge hvalpe tydeligt kan genkende både deres mor og deres kuldsøskende. Endnu mere interessant er det, at voksne hunde under forsøgsforhold har kunnet genkende deres mor omkring to år efter, at de blev adskilt. Søskendegenkendelsen ser derimod ud til at være mere kompliceret. Det korte svar er derfor: Hunden kan bevare en form for genkendelse af sin familie, men det er ikke det samme som, at den går gennem livet og savner sin mor eller sine søskende.

Hvalpen kender sin mor længe før den kender dig

I hvalpens første leveuger er moren centrum for dens verden. Hun giver mælk, varme, fysisk kontakt og omsorg, og hvalpen lærer samtidig at begå sig sammen med sine søskende. Et klassisk studie af den britiske forsker Peter Hepper undersøgte netop hundes evne til at genkende familiemedlemmer. Da hvalpene var mellem fire og fem en halv uge gamle, kunne de skelne både deres mor og deres søskende fra fremmede hunde. Hvalpenes tydeligste præference var for deres mor.

Forsøgene viste også, at lugt alene kunne være tilstrækkelig til genkendelsen. Det passer godt med den enorme betydning, lugtesansen har i hundens måde at opleve verden på. En nyere forskningsgennemgang beskriver lugt som central for hundens evne til at identificere og skelne både individer og biologisk relevante signaler i omgivelserne. For en lille hvalp er mor altså ikke blot “en anden hund”. Hun er et bestemt, genkendeligt individ.

LÆS OGSÅ: Hundens livsfaser – Det liv der formes længe før du opdager det

Kan hunden huske sin mor som voksen?

Her bliver det virkelig interessant. I samme studie blev nogle af hundene undersøgt igen som cirka toårige. De havde været adskilt fra deres mor siden de var mellem otte og tolv uger gamle. Alligevel kunne de voksne hunde skelne deres mors lugt fra lugten af en anden tæve. Mødrene kunne tilsvarende genkende deres nu voksne afkom, selv efter den lange adskillelse. Det er et bemærkelsesværdigt resultat. Det viser, at noget, der bliver etableret meget tidligt i hundens liv, kan bevares i hukommelsen over lang tid.

Studiet fortæller dog ikke, at alle hunde nødvendigvis kan genkende deres mor resten af livet. Det undersøgte en bestemt gruppe hunde og viste genkendelse efter cirka to år. Det giver os heller ikke mulighed for at konkludere, at hunden oplever genkendelsen som et menneske, der møder sin mor igen. Her er forskellen mellem hukommelse og følelse vigtig. Hunden kan genkende. Vi ved langt mindre om, hvad genkendelsen betyder for den følelsesmæssigt.

LÆS OGSÅ: Hundens følelsesmæssige hukommelse

Søskende er en helt anden historie

Man kunne forvente, at hunden husker sine kuldsøskende på samme måde. Så enkelt ser det ikke ud til at være. I det oprindelige studie kunne unge hvalpe genkende deres søskende. Da hundene blev undersøgt igen som voksne efter lang tids adskillelse, var billedet anderledes.

Voksne søskende kunne kun genkende hinanden i forsøget, hvis hunden efter fravænningen fortsat havde levet sammen med en anden søskende. Hunde, der havde levet uden nogen af deres søskende, viste ikke den samme genkendelse af den tidligere kuldsøskende. Forskerne foreslog derfor, at genkendelsen af mor og søskende muligvis bygger på forskellige mekanismer.

Et senere studie fra 2015 forsøgte blandt andet at undersøge søskendegenkendelse gennem lugt igen. Resultaterne var heller ikke simple. Der blev fundet visse forskelle i hundenes reaktion på dufte fra nære og fjernere slægtninge, men resultaterne varierede blandt andet med hundenes køn og viste ikke en generel regel om, at hunde altid foretrækker eller tydeligt genkender deres søskende. Så svaret på spørgsmålet “Kan min hund kende sin bror efter fem år?” er ikke et sikkert ja.

Genkendelse er ikke det samme som et søskendebånd

Det er også værd at stoppe ved selve ordet søskende. For mennesker beskriver søskenderelationen noget langt mere omfattende end fælles gener. Vi ved, hvem vores søskende er, husker vores fælles historie og har en kulturel og følelsesmæssig forståelse af familierelationen.

Der er ikke belæg for at antage, at hunden har den samme abstrakte forståelse. To hunde kan være biologiske søskende uden senere at have en særlig social relation til hinanden. To helt ubeslægtede hunde, der lever sammen gennem mange år, kan omvendt få en meget tæt relation.

Det betyder, at biologisk slægtskab og socialt bånd ikke er det samme. En hund kan muligvis genkende en særlig duft som kendt eller beslægtet uden nødvendigvis at tænke noget, der svarer til: “Det er min søster.” Det er endnu et område, hvor menneskelige familieord let kan få os til at tillægge hunden mere af vores egen forståelse, end forskningen faktisk kan dokumentere.

Hvordan kan hunden overhovedet genkende sin familie?

Lugt ser ud til at spille en central rolle. Hundens lugtesans er ikke bare en bedre udgave af vores. Lugt indgår dybt i dens sociale informationsbearbejdning og kan fortælle noget om individuelle dyr, køn, biologisk tilstand og relationer. En nyere forskningsoversigt beskriver, hvordan hunde gennem olfaktorisk information kan skelne individer og i visse sammenhænge også slægtskabsrelaterede signaler.

Det interessante er, at genkendelse af slægtninge ikke nødvendigvis kun kræver, at hunden husker den præcise lugt fra hvalpetiden. Studiet fra 2015 fandt tegn på, at hunde i visse tilfælde kunne skelne duft fra biologiske slægtninge, de ikke havde haft direkte kontakt med. Forskerne diskuterede derfor såkaldt phenotype matching, hvor genetisk beslægtede individer kan dele kemiske karakteristika, som gør en form for slægtskabsdiskrimination mulig. Det er dog et forskningsområde med begrænset evidens, og resultaterne skal ikke oversættes til, at hunde kan “lugte deres stamtræ”. De fortæller snarere, at hundens sociale lugteverden er langt mere informationsrig, end den umiddelbart er for os.

LÆS OGSÅ: Hvor hurtigt glemmer en hund sin ejer?

Savner hvalpen sin mor, når den flytter?

Her bevæger vi os fra noget, forskerne forholdsvis let kan undersøge, nemlig genkendelse, til noget langt vanskeligere: hundens subjektive oplevelse. En hvalp, der forlader sin mor og sine søskende, oplever uden tvivl en omfattende forandring. Den mister ikke bare bestemte hunde. Den forlader også lugtene, lydene, sovestedet, rutinerne og det sociale miljø, den hidtil har kendt. En hvalp kan derfor være urolig, søge kontakt, pive om natten eller have svært ved at finde ro de første dage i sit nye hjem. Det er fristende at kalde dette savn efter mor. Det kan meget vel indgå i oplevelsen, men vi kan ikke adskille det fra hele den øvrige forandring og fastslå, at hvalpen tænker eller føler: “Jeg savner min mor.” Det mere præcise er, at hvalpen er blevet adskilt fra kendte sociale partnere og placeret i en helt ny verden. Derfor betyder den nye ejers ro, forudsigelighed og tilgængelighed meget.

Hvalpen skal ikke nødvendigvis blive ved med at have kontakt med sin mor

Når vi ved, at hunde kan huske deres mor, kan næste spørgsmål næsten give sig selv: Ville det så være bedst, hvis hunden blev ved med at møde hende? Ikke nødvendigvis. Der er ikke evidens for, at en familiehund behøver løbende kontakt med sin biologiske mor eller sine kuldsøskende for at trives efter fravænningen. Hundens sociale liv er fleksibelt. Når hvalpen flytter, begynder den at skabe nye relationer til mennesker og eventuelt andre hunde i sit nye hjem. Det er netop en af hundens bemærkelsesværdige egenskaber. Dens første sociale verden betyder noget, uden at den behøver være den eneste sociale verden, hunden kan høre til i.

LÆS OGSÅ: Det biologiske bånd mellem hund og menneske

Hvis søskende mødes igen, vil de så automatisk kunne lide hinanden?

Nej. Selv hvis to hunde genkender noget velkendt ved hinanden, betyder det ikke nødvendigvis, at de vil have en særlig god relation som voksne. Personlighed, tidligere erfaringer, socialisering, køn, alder og situationen omkring mødet kan alle spille ind. Et gensyn bør derfor behandles som ethvert andet møde mellem hunde. Hundene skal have mulighed for at aflæse hinanden, få plads og selv vise, hvor meget kontakt de ønsker. Der er ingen grund til at presse dem tæt sammen, fordi mennesker synes, det er romantisk, at “søskende endelig mødes igen”. De biologiske relationer gør ikke hundenes normale kommunikation mindre vigtig.

Husker hunden sin opdrætter og sit første hjem?

Det kan den muligvis også. Her bevæger vi os uden for forskningen om mor og søskende, men ind i det større spørgsmål om hundens hukommelse for individer og oplevelser. Hunde kan danne individuelle relationer til mennesker, og følelsesmæssigt betydningsfulde erfaringer kan påvirke deres senere adfærd. Det betyder, at en hund sagtens kan reagere genkendende på personer, steder eller lugte fra sit tidligere liv. Hvor længe et konkret minde bevares, og præcis hvordan hunden oplever genkendelsen, kan vi sjældent fastslå. Det er endnu en grund til at være forsigtig med den meget menneskelige idé om, at hunden enten “husker” eller “har glemt”. Hukommelse er ikke nødvendigvis en kontakt, der enten er tændt eller slukket.

LÆS OGSÅ: Omplaceringshund – En følelsesmæssig og kompleks proces

Glemmer hunden så sin første familie?

Svaret er mere interessant end et enkelt ja eller nej. Hvalpen kan genkende både sin mor og sine søskende tidligt i livet. Forskning viser desuden, at mor og afkom kan genkende hinanden gennem lugt omkring to år efter adskillelse. Søskendegenkendelsen ser ud til at være langt mindre stabil og kan blandt andet afhænge af hundens senere erfaringer med søskende. Det betyder ikke, at hunden går gennem livet og tænker på sin mor eller længes tilbage til kuldet. Hunden kan bevare information om sin fortid og samtidig skabe et helt nyt socialt liv. Det er måske den vigtigste pointe. At kunne huske nogen er ikke det samme som at have brug for at vende tilbage til dem. Hvalpens mor og søskende er en vigtig del af begyndelsen på dens liv. Når den flytter hjemmefra, begynder noget nyt. Nye mennesker, nye rutiner og nye relationer bliver gradvist den verden, hunden hører til i.Fortiden behøver ikke forsvinde, for at et nyt hjem kan blive hjem.

FAQ om hundens mor og søskende

Kilder: Hepper: Long-term retention of kinship recognition established during infancy in the domestic dog, Hepper: Long-term retention of kinship recognition, Behavioural Processes, Hamilton & Vonk: Do dogs prefer family?, Berg, Mappes & Kujala: Olfaction in the canine cognitive and emotional processes I Foto: Pexels

Seneste indlæg

• Når baby flytter ind: Hvorfor vil hunden pludselig være med overalt?
• Når hunden bliver content
• Er hundeparken egentlig god for alle hunde?
• Hvilken hunderace passer til et roligt hjem?
• Glemmer hunden sine søskende og sin mor?