Foto: Pexels
Det er vigtigt, at din hund trives. Hvis den ikke bliver stimuleret i et tilpas niveau, vil den begynde at bruge sin overskydende energi, og det kan udvikle sig til destruktiv adfærd. Derfor er det vigtigt, at din hund får brugt sin hjerne blandt andet gennem de daglige gåture.
For nogle hunde kan det dog være svært at få brugt al deres energi gennem fysisk aktivitet, og her bliver hjernegymnastik din nye bedste ven! Du kan nemlig også stimulere din hund gennem forskellige øvelser, hvor den virkelig skal tænke sig om. Her giver vi dig fem bud på nogle gode øvelser, som vil stimulere din hund.
Øvelse 1: Lær din hund navnet på sit legetøj
Er du en af dem, som bliver ved med at købe nyt legetøj til din hund, og har den 100 forskellige bamser og tyggelegetøj? Så udnyt det til en øvelse, hvor hunden får brugt sin hjerne. Når I leger med eksempelvis dens bamser, så begynd at kalde dem navne. Start bare med ét stykke legetøj, brug dets navn og ros din hund, når den reagerer på det! Efterhånden vil hunden forbinde navnet med legetøjet, og du kan så bygge videre.
Når din hund har lært flere navne, kan du også bruge dette til lege. Du kan eksempelvis bede hunden om at hente et bestemt stykke legetøj. På den måde skal den tænke sig om, og det er rigtig godt til at stimulere hundens hjerne.
Øvelse 2: Lær den at rydde sit legetøj op
Nu har I brugt tid på at lege, og der er legetøj over det hele. Har din hund mere energi tilbage? Så brug den på at øve, at den skal rydde sit legetøj op!
Hav en kurv, kasse eller lignende klar, og øv, at din hund skal samle sit legetøj op og lægge det ned i kurven. Husk at ros, også selvom hunden ikke lige ligger den helt ned i kassen første gang. Du kan se en forklaring i videoen herunder.
Øvelse 3: Leg gemmeleg
Den klassiske leg fra din barndom kan sagtens bruges sammen med din hund. I starten er det muligvis nemmest, hvis I er to, så den ene kan blive ved hunden, mens den anden gemmer sig. Gem dig i starten et let sted og lad hunden finde dig. Du er måske nødt til at kalde lidt på den i starten, men se, om den selv kan finde dig. Ros den, når den finder dig! Så synes den også, at legen er sjov næste gang.
Øvelse 4: Skattejagt
Lav en skattejagt med din hund, hvor den skal bruge sin næse. Tag noget mad eller nogle godbidder, og gem dem. Lad herefter din hund bruge sin næse til at finde ‘skatten’. I starten kan det være en god idé at bruge noget, som lugter kraftigt, indtil hunden har lært at bruge sin næse til at finde de små godbidder. Du kan også bruge det, når hunden skal have et af sine måltider mad. Del måltidet op i mindre positioner, og lad den finde dem en af gangen.
Øvelse 5: Bægerspillet med en godbid
Du kender sikkert det gamle trylletrick, hvor man gemmer en genstand under en af tre kopper, herefter bytter rundt på dem, og så skal du fortælle, hvilken kop der gemmer genstanden.
Denne leg er også god at bruge til hunden. Gem noget mad under en kop, byt rundt på kopperne og lad hunden finde den kop, som gemmer på maden. I starten kan det være en god idé at lave nogle små huller i kopperne, samt bruge noget mad, der har en kraftig duft, så hunden forstår meningen og kan finde maden. Efterhånden kan du gøre det sværere ved at bruge kopper uden huller eller knap så lugtende mad. Du kan også prøve at bruge en kop i en anden farve eller form, og gemme maden under denne. Nu skal hunden genkende den særlige kop og forbinde den med belønningen.
Rigtig god træning!
Læs seneste på DogsJournal
- Hvordan vælger jeg det bedste foder til min hund?
- Min hund vil ikke spise – hvad kan være årsagen?
- Min hund spiser afføring – hvad gør jeg?
- Hvorfor hyler min hund, når jeg ikke er hjemme?
- Hjælp din gamle hund til en god nattesøvn
Dette indlæg er tidligere udgivet på Dogs Notebook