Kæledyr i julegave? En dårlig idé! Et kæledyr kan være et stort ønske, men dyr er ikke gode julegaver. Den nye ejer har ikke mulighed for at forberede sig på ansvaret, og dyret kan få en stresset start på sit nye liv. Undlad derfor at give dyr i gave. Det er det klare budskab fra Dyrenes Beskyttelse.
“Dyr er levende og sansende væsner, der har helt specifikke behov, som skal opfyldes. Det er derfor meget uansvarligt at give et dyr i gave juleaften. Der er risiko for, at en uforberedt ejer ikke er klar til at påtage sig det ansvar, der følger med.” udtaler Jens Jokumsen, familiedyrschef ved Dyrenes Beskyttelse.
Når et kæledyr får nyt hjem
At få et nyt hjem kan for mange dyr være forbundet med en del stress. Derfor er det vigtigt, at tilvænningen til det nye hjem foregår under rolige og trygge omstændigheder. På et tidspunkt hvor der er afsat ekstra tid, så dyret kan tilpasse sig.
“Tilvænningen til et nyt hjem kan være en meget stressende oplevelse for et dyr. Det er derfor meget vigtigt, at den nye ejer er velforberedt og ikke får dyret som en overraskelse juleaften, hvor der i forvejen sker en masse. Hele familien skal være klar til at kunne løfte opgaverne, der kommer med det nye dyr: lige fra rengøring, pelspleje og fodring til at kende dyrets sprog og behov.” forklarer Jens Jokumsen
Hvad kan du gøre i stedet?
I stedet for at give dyret i gave juleaften, kan du overveje at give et symbol på kæledyret fx. i form af en hundesnor, en bog om pasning og adfærd, en foderskål ol. Mange drømmer om et kæledyr, og på denne måde kombineres overraskelsen og glæden ved at få et kæledyr, med dyrets tarv.
Kilde: Dyrenes Beskyttelse I Foto: Pexels
Seneste på DogsJournal
- Efterlad aldrig din hund i en kold bil!
- At skabe det bedste liv for din hund
- Tip til renlighedstræning – Skriv tissedagbog
- Hvordan vælger jeg det bedste foder til min hund?
- Min hund vil ikke spise – hvad kan være årsagen?